Der var kø ved portene til observatoriehaven, da koncerten gik i gang. 400 publikummer havde fået plads foran danske Theophilus Hansens smukke observatoriebygning. En håndfuld aviser og hjemmesider havde skrevet om koncerten, og de græske nyheder (ERT) var mødt op og sendte live – se video øverst.
Kunstnere fra Grækenland, Norge, Danmark og Frankrig – fire musikere og to dansere – skabte en unik fuldmånekoncert baseret på Per Blochs Kokoro-album: otte kærlighedssange på otte forskellige sprog. Heraf én på græsk.
Kulturkrydsning og grænsebrud
En ekstraordinær scenografi under åben himmel, tilsat sommerbrise (nogle gange deciderede vindstød), lys og stjerner, musik og dans. Sangene var på dansk, islandsk, engelsk, tysk, fransk, spansk, græsk og arabisk, samt en helt ny komposition skabt specielt til aftenen, som en hyldest til fuldmånen. Den blev fremført af græske Krystalia Theodorou og Per Bloch: optagelser af bylyde fra Athen og København samt klangflader og toner.
Musikerne var iklædt tøj fra den græske tøjdesigner Ioanna Kourbela. Kvinderne i hvide kjoler, der sendte tankerne i retning af de nymfer, som siges at have befolket højen i det antikke Athen.
Begrebet ‘verdensmusik’ fik helt ny betydning, og Kokoro blev vakt til live i det land, hvor Per Bloch skrev den første af sangene, den græske sang Ελευθερία (Eleftheria).
Idéen til koncerten blev født i 2012 og var på grund af flygtningekrisen og tidens politiske strømninger mere relevant end nogensinde. Koncerten hyldede humanisme, kulturkrydsning og internationalt samarbejde og havde uropførelse aftenen før i auditoriet hos Det Danske Institut i Athen, som også var medarrangører af fuldmånekoncerten.
Koncerten blev vakt til live i samspil med Det Danske Institut i Athen og The National Observatory of Athens og var støttet af Sonning Fonden, Det Danske Institut i Athen, Koda, Oticon Fonden, Den Bøhmske Fond, Tempi og DJBFA.
Ensemble
Per Bloch – sang og elektronik
Krystalia Theodorou – elektronik og synth
Christine Raft – klaver
Live Johansson – cello
Evita Pitara & Cédric Gagneur – dans
Foto: Morten Eggert