For nylig var jeg ude at spise frokost med Lars Schwander, der er tidligere leder af Fotografisk Center og nuværende kunst-entreprenør, fotograf og æstetet. Ikke titler han selv har bedt om, men nogle jeg slynger om mig med.
Lidt inde i frokosten, citerer Lars Schwander den amerikanske forfatter og kunstteoretiker Susan Sontag og hendes bog “Against Interpretation” (fra 1966):
“Der findes ikke forskellige genrer, men kun forskellige sensibiliteter.”
Sætningen er, uanset om den er ordret gengivet eller ej, lige vand på min genre-fobiske og stilartsforskrækkede mølle. Og det er muligt, at ordene ikke er lysende klare, primært fordi de er taget ud af deres rette sammenhæng, men jeg forstår dem med velvilje og ud fra et tema, der bliver ved med at være aktuelt:
Vores evige behov for at sætte alting i bås og gruppere selv nuancerede ting, er med til at amputere og formindske vores udsyn. Det ender alt for ofte i at vi afviser det nye, fordi det ikke umiddelbart passer ind i vores verden og vi fordi vi tror, at vi ikke kan lide jazz, franske film eller blomkål. I en ideel verden udvikler vores smag sig hele livet – nuvel, den ideelle verden findes ikke, men vi kan da lade som om.
Citatet om genrer versus sensibiliteter giver mening for mig både som kommerciel konsulent og skabende kunstner. Og privat i forhold til min passion for bl.a. musik og film. Jeg fortolker citatet, som at det ikke er nødvendigt at inddele i kategorier og kasser, men at se på hvilke emotioner og indtryk man kan opnå.
Da jeg udviklede og sammensatte hybridværket “Kollektion” var det netop uden at tage hensyn til genrer og stilarter. I min verden kan country, rejsefotografier, elektro-pop og poesi godt hænge sammen i en indbundet bog. Af den simple årsag, at det alt sammen stammer fra samme kilde og henvender sig til samme åre, selvom udtryk og æstetik er vidt forskellig.
Når jeg udvikler events, skriver artikler eller producerer medieprodukter sker det også ud fra en bred optik, med så få dogmatikker som overhovedet muligt. På den måde har jeg flest strenge at spille på og dermed er der større sandsynlighed for at ramme noget i publikum.
Genrebegræber og kategorier kan være funktionelle og brugbare, men det er vigtigt at vriste sig fri af dem. For at sikre udvikling, vingefang og udsyn, samt for at undgå, at man bliver overfølsom over for det samme og det samme og det samme og det samme.
