I november 2009 afleverede jeg mit kandidatspeciale på Københavns Universitet Amager. Her kom min mangeårige interesse for surrealistisk kunst og moderne medier til udtryk i faglig og akademisk forening.
Det jeg så nærmere på er hvordan de virkemidler som surrealisterne gjorde brug af i 30′erne og 40′erne i dag ses fortolket og genbrugt i vores tids film, modefotografi og musikkultur. Med andre ord hvordan emner som eksempelvis liv/død, det forvrængede og fortrængte samt begæret kommer til udtryk hos bl.a. Marilyn Manson, i Guy Bourdins modefotografier og i Disneys film “Destino”.
Den akademiske problemformulering lyder således:
“På baggrund af teorier om begær, affekt og emotion diskuteres appropriationen af de oprindelige surrealisters tematikker i moderne medier: modefotografi, film og musikikoner.”
Efter afleveringen af specialet holdt jeg et specialeforedrag for venner, fagfæller og interesserede, med udvalgte perspektiver og konklusioner. Ikke et akademisk krav, men af egen fri vilje, fordi jeg gerne ville dele mit emne og min passion med folk ud over vejleder og censor.























