Siden starten af 2010 har jeg tilrettelagt og produceret mere end 20 videoproduktioner til Dansk Arkitektur Center. Udvalgte af optagelserne er også blevet lavet til DR2′s undervisningsserie “Danskernes Akademi”.
Når jeg producerer video, uanset hvem der er målgruppe og hvad det skal bruges til, så sker det i samarbejde med Company Pictures ved Uffe Karlsson, som leverer den tekniske kompetence. Jeg fungerer som en slags projektleder og sparringspartner, der koordinerer processen, sørger for et gnidningsfrit forløb for kunden, samt ikke mindst rådgiver og vejleder omkring de mange muligheder og udfordringer der er, når man har med levende billeder at gøre. Herunder selvfølgelig også de kreative aspekter omkring visuel formidling: ideer, æstetik og manuskript.
I forhold til de konkrete produktioner for Dansk Arkitektur Center, har mit kendskab til huset og dac.dk, grundet mine år som ansat, også været gavnligt.
Opgaverne for Dansk Arkitektur Center har været meget forskelligartede: optagelse og redigering af foredrag og oplæg, produktion af videointerviews, live-streaming til nettet og eksterne opgaver med samarbejdspartnere som f.eks. Velux, Bygherreforeningen etc.
Øverst ses første del af et oplæg om moderne brug af beton af Anne-Mette Manelius og herunder ses et web-video-interview med DAC’s direktør Kent Martinussen.


























