Til november-udgaven af Merkur Banks blad “Pengenyt” har jeg skrevet en artikel om mine virkemidler og metoder i Stimuli. Og om det kontrollerede kaos. Det komplette magasin kan findes på Merkur Banks hjemmeside og min artikel kan læses ved at klikke her (ekstern link til pdf-fil)

Her er et redigeret uddrag af artiklen:

Termer som oplevelsesøkonomi og innovation er ofte oppe at vende i medierne. Men det er sjældent, at der bliver sat en præcis betegnelse på ordene. I Stimuli gør jeg de to begreber konkrete og håndgribelige ved at forener det sanseligt-kunstneriske og det fagligt-strukturelle. I praksis betyder det, at jeg, på en og samme tid, fungerer som den skæve og stimulerende idéudvikler, der samtidig formår at tænke organisatorisk og kommercielt.

Det, jeg gør, er at få oplevelser til at sidde i kroppen på folk. Når en oplevelse gør indtryk og efterlader spor, så er det fordi den rammer vores følelser og giver mulighed for identifikation. Det er klassisk formidling og kommunikation, men tilsat sanselighed og grebet an med katalyserede virkemidler.

Ofte skal der ikke ret meget til. Det er nok at dreje lidt på knapperne og trykke på et par ekstra tangenter. Lys, udsmykning, variation i traditionerne, musik … Så længe formålet står klart, så kan små nuancer og aspekter understøtte det overordnede budskab. Og dermed også effekten.

Hvis arrangementer og events skal mærkes og være effektfulde, skal de være dynamiske og stimulerende.

Vi kender alle det, at noget sidder bedre fast i hukommelsen end andet. Enkelte minder er så stærke, at vi kan genkalde lugt, smag og fornemmelse fra situationen. Foredrag, møder og workshops kan stå tindrende klart i vores erindring. Andre bliver glemt.

Det er nemt nok at stable et arrangement på benene, men at få det til at sidde i kroppen på publikum – at stimulere dem – er noget andet. Det kræver, at det faglige stof smeltes sammen med publikums sanser i en sammenhængende oplevelse.

Når en oplevelse gør indtryk og efterlader spor, så er det fordi den rammer vores følelser og giver mulighed for identifikation. Der skal mere end tradition og sædvane til. Hvis form og metode er ens hver gang, så opstår der immunitet. Der er ingen særlige eller markante ting at hæfte oplevelsen fast med.

Små markører – stor effekt
Heldigvis skal der ikke nødvendigvis så meget til. Det er nok at dreje lidt på knapperne og trykke på et par ekstra tangenter. Når først det overordnede formål står klart – hvorfor laver vi arrangementet? – kan der tilføjes små nuancer og aspekter, der understøtter og styrker budskaber og hensigter.

Det kan eksempelvis være iscenesættelse af lokaler med udsmykning og lys eller ved at skabe en specifik stemning med musik og video. Det kunne også være små brud i programmet – smagsoplevelser og underholdning – der perspektiverer og giver tid til refleksion.

Faglighed og formål bliver ikke kompromitteret, tværtimod bliver de sat i en ramme, så de fremstår endnu stærkere og bliver husket. Dybest set gælder det om at få aktiveret deltagernes krop og sanseapparat. Det skal kunne mærkes!

Stimulis kerneydelse
Min kerneydelse i Stimuli er at katalysere arrangementer og aktiviteter. At destillere udadvendte aktiviteters formål og hensigt, for herefter at udvikle de elementer af sanselighed der skal til, for at få dem til at blive siddende i kroppen på deltagerne.

Stimuli er skræddersyet assistance med at gøre alle typer arrangementer til unikke og mærkbare oplevelser for deltagerne. Hvad end der er tale om konferencer, workshops, udstillinger, firmaaktiviteter, kurser eller foredrag og uanset om det er stort eller småt.

Klik her for at læse mere (link til pdf-fil)

For nylig var jeg ude at spise frokost med Lars Schwander, der er tidligere leder af Fotografisk Center og nuværende kunst-entreprenør, fotograf og æstetet. Ikke titler han selv har bedt om, men nogle jeg slynger om mig med.

Lidt inde i frokosten, citerer Lars Schwander den amerikanske forfatter og kunstteoretiker Susan Sontag og hendes bog “Against Interpretation” (fra 1966):

“Der findes ikke forskellige genrer, men kun forskellige sensibiliteter.”

Sætningen er, uanset om den er ordret gengivet eller ej, lige vand på min genre-fobiske og stilartsforskrækkede mølle. Og det er muligt, at ordene ikke er lysende klare, primært fordi de er taget ud af deres rette sammenhæng, men jeg forstår dem med velvilje og ud fra et tema, der bliver ved med at være aktuelt:

Vores evige behov for at sætte alting i bås og gruppere selv nuancerede ting, er med til at amputere og formindske vores udsyn. Det ender alt for ofte i at vi afviser det nye, fordi det ikke umiddelbart passer ind i vores verden og vi fordi vi tror, at vi ikke kan lide jazz, franske film eller blomkål. I en ideel verden udvikler vores smag sig hele livet – nuvel, den ideelle verden findes ikke, men vi kan da lade som om.

Citatet om genrer versus sensibiliteter giver mening for mig både som kommerciel konsulent og skabende kunstner. Og privat i forhold til min passion for bl.a. musik og film. Jeg fortolker citatet, som at det ikke er nødvendigt at inddele i kategorier og kasser, men at se på hvilke emotioner og indtryk man kan opnå.

Da jeg udviklede og sammensatte hybridværket “Kollektion” var det netop uden at tage hensyn til genrer og stilarter. I min verden kan country, rejsefotografier, elektro-pop og poesi godt hænge sammen i en indbundet bog. Af den simple årsag, at det alt sammen stammer fra samme kilde og henvender sig til samme åre, selvom udtryk og æstetik er vidt forskellig.

Når jeg udvikler events, skriver artikler eller producerer medieprodukter sker det også ud fra en bred optik, med så få dogmatikker som overhovedet muligt. På den måde har jeg flest strenge at spille på og dermed er der større sandsynlighed for at ramme noget i publikum.

Genrebegræber og kategorier kan være funktionelle og brugbare, men det er vigtigt at vriste sig fri af dem. For at sikre udvikling, vingefang og udsyn, samt for at undgå, at man bliver overfølsom over for det samme og det samme og det samme og det samme.

Som respons til en verserende debat om samtidskunst og synlighed, som udfoldede sig i både Politiken og på hjemmesiden Kunsten.nu i starten af 2010, har jeg bidraget med et indlæg. Da sagen er evigt aktuel, har jeg valgt at gentage mig selv. Indledningen lyder:

“Kunstnerisk fornyelse og nytænkning står i modvind hos medier og forbrugere. Journalister og publikum er umættelige når det kommer til nyheder – i hvert fald i teorien; virkeligheden viser noget ganske andet.”