»Der er noget spændende ved at give råstofferne til sangene videre til andre musikere. Fri leg, ingen begrænsninger og helt ude af kontrol. Og så er der jo garanti for, at der kommer noget helt nyt og uventet tilbage«, siger Per Bloch om det nye albums unikke proces.

Kokoro Remakes er en nyfortolkning af hans album Kokoro fra 2016, der bestod af otte kærlighedssange på otte forskellige sprog. Nu relancerer Per Bloch Kokoro som Kokoro Remakes for at sætte de oprindelige sange i nyt lys, og de medvirkende musikere har fået helt frie rammer.

Den græske sang har fået et touch af indisk Bollywood, den tyske sang er blevet til eksperimenterende jazz, og duetten med Suzanne Brøgger er blevet til atmosfærisk pop.

Den japanske kunstner Tomoko Konae har lavet bookletten til Kokoro Remakes. Hun har lavet et visuelt remix af Kokoro-bogen med et helt nyt design baseret på den japanske illustrationsform emakimono, som binder siderne sammen grafisk.

Sammen med Kokoro Remakes udkom to musikvideoer: den medrivende popsang 12, der er et helt nyt nummer med tilhørende musikvideo. Sangen handler om en indisk danserinde og beskriver det sanselige møde imellem eksotisk og vestlig kultur. Desuden den dronefilmede musikvideo til Anna Lidells remix, Δύο χέρια (To Hænder, på græsk), som er skabt af canadisk-amerikanske Megan Perra.

12-videoen kan ses i toppen af denne artikel og Δύο χέρια-videoen kan ses hér

De medvirkende remixere/remakere på Kokoro Remakes er Jacob Hansen (Volbeat, Dizzy Mizz Lizzy), Ida Nielsen (Prince), Johnny Stage (Sort Sol), Noah Rosanes (Nelson Can), Katrine Ring, Stephan Grabowski, Mikkel Gemzøe, Lars Winther, Noosfære, Fredson Jacobs, Guðjón Andri, JACOB, Anna Lidell, Persian Electro Orchestra, India Hooi og Thomas Li (Martin Hall, Caroline Henderson).

Kokoro Remakes har modtaget støtte fra DJBFA, Koda, Den Bøhmske Fond og blev lanceret i luksuriøse rammer på cocktailbaren Gilt med drinks sponsoreret af Kyrö Distillery fra Finland.