Midt i processen med musikalbummet “Mezzosphere” og romanen “Ti, tyve, tredive” blev trangen til at dele for stor og jeg besluttede at lave en lille midtvejs-optræden med præsentation af det jeg arbejdede på: musik og bog. Selvom man er i beta-mode og dermed ikke er klar til udgivelse, så kan man godt invitere et publikum.

Arrangementet, som blev støttet af Dansk Musiker Forbund, fandt sted i kunstneriske rammer hos Galleri Oxholm på Nørrebro med malerier af selveste Susie Trampedach på væggene omkring os. Optrædenen var en blanding af oplæsning fra den på det tidspunkt kommende roman “Ti, tyve, tredive” og nogle af de færdigindspillede numre fra albummet “Mezzosphere” samt livemusik.

Med mig på scenen havde jeg den norske akkordeonist Live Berger Brekke, som lagde toner til livenumrene og oplæsningssekvenserne. Numrene var særligt udvalgt og arrangeret til eftermiddagens optræden. Live Berger Brekke medvirker også på nummeret “Race” på albummet.

“Mezzosphere” og “Ti, tyve, tredive” udkom 6. september 2013.

Foto: madsholm.com, 2012