Jeg mødte kram, tårer, racisme, kulturforskelle, skarpe spørgsmål og skarp kritik. Kort sagt både åbne arme og korslagte arme.
Jeg mødte Maja, Ibrahim, Lise, Ahsan, Lotte, Meena, Magnus, Goran, Marlene, Osama, Dennis, Lashta m.fl.
Kort sagt mennesker fra Danmark, Somalia, Irak, Afganistan, Island, Tyrkiet, Sri Lanka, Bosnien etc.
Jeg fortæller, viser billeder, spiller eksempler fra albummet. Allerede første aften står det klart at Kokoro vækker tanker, følelser og debat. Sprog og musik kan både provokere og flytte grænser.
En aften kommer en ældre dame op, roser Kokoro og giver mig et kram. Så kommer en gruppe irakere og somalier op til mig og læser min arabiske sang op, linje for linje. En af dem oversætter til dansk. Titlen på sangen er “الأذرع المفتوحة” eller på dansk: Åbne arme.
Ambitionen med Kokoro er at række ud og omfavne det ukendte. Hvad sker der hvis nysgerrigheden får lov at råde?
Astrid Lindgren siger, at man engang imellem skal gøre ting man ikke tør, ellers er man ikke et rigtigt menneske, men bare en lille lort. Hvis jeg engang har været en lille lort, så er jeg det ikke længere.
Kokoro betyder hjerte på japansk og i løbet af de fire aftener hørte, mærkede og så jeg helt nye impulser og fik bekræftet hvorfor Kokoro er vigtig. Ikke kun som kunstprojekt eller musikalbum, men som et hjerteslag i debatten om ensomhed, kulturforskelle, sprog og integration.
Seneste kommentarer