Den islandsk-danske kunstfotograf og blogger Katrín Björk har skabt en forunderlig og stemningsfuld video til Peerish-nummeret Grey, der midt i al sin enkelhed også er fuld af visuelle idéer og farverige gråtoner.
Musikvideoen er Katrín Björks første nogensinde og er en smuk og meget afdæmpet video, filmet i sne og regn samt i en seng med dryssende flormelis. Hvor albummets første single “Euphoria” blev fulgt af en kontroversiel og ekstravagant musikvideo med poledance og pariserstemning, så er “Grey”-videoen markant anderledes og ikke mindst enklere i sit eget lille gråtonede univers.
Videoen er filmet på en mark i Slagelse, i Ørestad, i Katrín Björks seng på Vesterbro, samt ikke mindst i de gamle bygninger på Københavns Universitet Amager, som var ved at blive revet ned under indspilninger. Katrín Björk og Peerish sneg sig ind en weekenden, hvor nedrivningsmaskinerne ikke kørte. Scenografien på ramponerede KUA var perfekt med støv, væltede vægge og afskallede facader.
Grey-nummeret er fra det nye Peerish-album, “Mezzosphere”, som udkom i september 2013.
Seneste kommentarer